From the Archives: epo-555’s American diaries (in Danish) (by crunchy.dk 7. April 2006)

9. marts: Ankomst Island

Med ét var al stress borte. Idet vi stod ud af taxien og kom ind i Kastrup Lufthavn blev alt godt, og da vi ankom til Island, blev det hele bedre. Og nu, efter at have spillet skønsang iført sminke, rockhår og 5000 ualmindeligt varme lamper i ryggen i islandsk nationalt tv, skal vi ned at spille op til dans i pladeselskabet Bad Tastes butik, for vi udkommer skam da i Island før alle andre steder … så heldige er de nemlig, æv bæv, så nu er alting bedst. I aften bliver det vist på hvert lille fjernsynsapparat i enhver lille islandsk bygd, og skulle der være enkelte fiskermænd og fårehyrder, der ikke kan modtage tv-signaler, kan de høre vores koncert fra Airwaves-festivalen på islandsk national radio. Og når folk så er blevet så kåde, at de ikke kan styre deres kølige nordiske sind, løber de alle ned og hører os spille koncert i Reykjaviks fineste etablissement. Og så skal vi jo til NYC of Amerikas United States i morgen, og mon ikke der på vejen til lufthavnen bliver tid til at lade kogende svovlholdigt æggestinkende blåt vand kæle for vores afkræftede kroppe i den Blå Lagune? Man får strithår og udslæt af det, men det er fedt. Det lyder ikke fedt, men det er det. Man står for katten i kogende vand til halsen, og hvem elsker ikke det? Aah, hvor er det godt at være af sted. Det er jo hårdkogt rock, for dælen.

Dagbog 11.03.06
Så til søs, i går var den travleste dag i 3 årtusinder. Optagelsen til islandsk tv blev så god som kold hvidvin på en varm sommerdag, og deres radio-pendant til P3 var med os hele vejen, og lavede fin epo-konkurrence med skønne præmier. Det var virkelig stort at høre en islandsk mand ringe ind i håbet om at billetter til aftenens koncert.
Instore-koncerten i Bad Tastes fantastisk seje pladebutik med Björks rober og Sigur Rós-tingeltangel og múm-lirumlarum var en stor succes. Ikke blot fordi vi valgte at spille i henholdsvis lænestole og på en
stige spredt rundt i butikken, men selvfølgelig også fordi der kom så mange, som man aldrig havde turdet håbe på.
Lydprøven på Grann Rokkkk blev en tre timer lang musikalsk variant af Thor Petersens budgetforhandlinger med kommunerne, og det var kun med nød og næppe, at vi nåede vores verdens bedste vært, en anden Thors fantastiske hjemmeslagtede lam, nam nam og en optagelse på vaskeægte VHS af koncerten på tv. Primetime er et sødt og godt ord, og man kan streame vores skønsang på det der Internettet.

Til gengæld valgte Mikkel, den spade, at blive virkelig køresyg på den 400 m lange strækning fra Thor til Rock fordi Ebbe, den tante, snakkede om folk, der kan vende øjenlågene. Nu taler vi altså om
Virkelig, virkelig køresyg, sådan opkast og sure landminer-agtigt. Det gjorde, at koncerten i Mikkels forvirrede sind var på nippet til at blive aflyst, men det var selvfølgelig bare en kortvarig trend på linie med Pókemón, for der stod et fuldstændig fyldt spillested og heppede, og så må selv den mest forhærdede forsanger knibe en tåre og tage sig sammen. Og hvilken koncert. Seriøst. Jeg tror aldrig, vi har spillet bedre. Det var så fedt. Bagefter gik islændingene amok og insisterede på at hælde øl og Brennvin, den ondskabens djævledrik, i vores stakkels danske maver, med lammere , spytrylleri og et forgæves forsøg på at finde en åben stripbar til følge. Fantastisk dag, hverken mere eller mindre.

Medens disse ord bliver skrevet, sidder vi over de fabelagtige grønlandske fjelde, der lullerne sindet ind i tanker om verdens storhed og mennesket lidenhed. Om lidt skal vi have Icelandairs
cordon bleu, der smager som en blanding af gummi og nektar og sandsynligvis er lavet af en blanding af gummi og nektar. Og det elsker vi selvfølgelig. Legendarisk mad efter et legendarisk ophold på vulkaners moder, vores kære, kære Island.
Dagbog 12.03.06
Jeg ved det, jeg ved det. Jeg er den langsomste mand i hele verden. Men verden drejer så hurtigt rundt om epo disse dage, at jeg slet ikke kan følge med. Mine mentale kondital er dalet, mit ungdomssløvsind er sat ind, og min sjæls grå hår er ved at falde af. Nej, det er selvfølgelig bare en vits. Nu skal I høre:
Vi er jo i det hersens New York, og når man er i det hersens New York, er alting godt som fløjl på panden. Vodkaen kæler med limonaden, maden smager som en bid af paradisets frugter, og folket er så venligt som manden med den gule hat fra Peter Pedal. Medens vi har forberedt os på vores to koncerter på Mercury Lounge har vi holdt fødselsdag for vores alles Gudfar, Yebo, der inviterede til fin middag i Greenwich Village, hvor den brasilianske bartender tryllede med mojitos i en sådan grad, at det endte med, at vi snuppede en gigantisk limousine, 20 meter lang eller så, og i kådhed kørte New Yorks gader tynde med vores nye plade bragende ud af vinduerne og op af soltaget. Virkelig skægt og meget drengerøvsagtigt, men det må man godt, når man er glad og har fødselsdag og har 37 mojitos i blodet og en Brooklyn Fine Lager i hånden.

Vi har naturligvis også lavet andet. Der var jo ro-tur i Central Park, hvor Hans Emil fik lov at ro for første gang i sit liv. Der var loppemarkedet, hvor Jesper Lydmand fandt manden med 50 sindssygt seje mikrofoner til 5 dallas-dollars stykket,

og så har vi lavet mægtig fin gadelydsoptagelse til vores gode venner Powerskoles nye plade (billedet, hvor Camilla optager. Det er Yebo til højre).

Men i aften skal første halvleg af newyorker-koncerterne altså spilles, og det bliver så spændende, for både Vigtigper og Pladekaj og alle mulige hyggelige mennesker kommer, og vi skal spille på Heavy Trashs gear, så vi er i fint selskab, kan I tro. Nej, jeg vil ikke røbe mere her, for hvem ved, hvad der sker, men … det går altså ret så godt. Virkelig godt. Vi skriver, når der vores fingre kan løfte mere af sløret.

Kjærligst,

les epo-el supa dupa band

Dagbog 14.03.06
Jetlag er en ond fugleinfluenza. Man kan have den i maven i op til tre dage uden at vide det, med tanken om det perfekte liv i behold, og så siger det pludselig inkubations-dingdong, og der ligger man. Man finder sig selv i en anden verden af tåger, langstrakte årtusinder og underlige ansigtstrækninger, og når man skal spille op til dans på New Yorks rappeste etablissement, er det et handicap, som ikke er Tiger Woods forundt. Nej, sikke noget kedeligt noget. Det ved I jo godt. Tiger Woods ved det. Alle har jetlag, og det er ikke noget specielt. Men når man skal rapportere om vores koncerter til GAFFA, og det hele er gemt væk i en tåge af bizar glemsomhed, så må man jo skrive noget andet.
Derfor overtager Ebbe “Non-Stop” Frej netop …
HER …det fedtede tastatur og vil fortælle lidt om det vilde liv i det dér New York, for nok er det vigtigt at spille op til dans efter princippet ”to hurtige og én sjæler” og derved forkynde det gode budskab-555, men lige så vigtigt er det at få absolut mest ud af en sådan tur – at udnytte denne enestående mulighed for at undvære søvn, glemme at spise og huske “JA-hatten” 24-7! New York er mere imødekommende end nogen anden by i verden, og idet vi bragte foråret med os, og New York netop ved vor ankomst vågnede op af en lang vinters dvale for at eksplodere i sand fest og følelsen af at ethvert øjeblik er legendarisk og en once-in-a-lifetime-oplevelse, som skal leves helt ud og for enhver pris ikke misses pga. søvnbehov, fremstod æblet mere fristende end nogensinde før.
Jeg har taget en gigantisk bid af det!! Min lyd-professor-agtige jakkes inderlomme har på ganske få dage krævet at skifte navn til Exhibit A – indeholdende så meget bevismateriale om skødesløs omgang med taxikørsel og hårde vådevarer på barer, at der umuligt kan blive tale om at frikende eller appelsag. Mere musik! Inden dette bliver for hård læsning for det unge segment af GAFFAs læsere bønfalder jeg Mikkel “you can’t eat love” Hansen om igen at overtage knapperne… HER … og … hups, og så kom David Bowies producer Mark Plati og hans sidekick Tom McKay og hørte os to gange og vil producere den næste plade, hvis han må for os. Sikke noget lir. Vældigt flinke mennesker … men hvor er det dog underligt at stå og tale i øjenhøjde med Bowies producer og vide, at han har tjekket alt om os og synes, vi er mægtige. Underligt godt og lidt skræmmende.

Nu sidder vi i flyet til Austin med en forventning om at finde gryden i kog og under vores ledelse bringe den i flammer. For dem, der ikke ved, hvad SXSW er, men elsker rock ’n’ roll og legendariske hændelser på fad, kan det stærkt anbefales at følge med i denne spalte de næste dage. SXSW er jo trods alt en festival med rundt regnet 1300 bands, fantastisk vejr, billige drinks og den bedste BBQ i verden. Pladebosser og snothvalpe, giganter og smølfer, masser af musik og en bid af et helt andet æble end New York.

Kjærligst,
Dronning Disco m. Band

Dagbog 16.03.06
Ok, det er lidt snyd, for normalt sætter jeg mig ned med en kop kaffe og tager mig god tid til at informere GAFFAs læsere på bedste vis, men i dag må blive en undtagelse, for vi har så travlt som en græsk hund i løbetid. Som I nok kan gætte, er vi i Austin, og byen syder af sand musikglæde. Det er absurd, så mange mennesker her er, og alle er dybt involveret i musikken på den ene eller den måde. Ludere og lommetyve, baroner og grever. Alle afskygninger af det, vi elsker, og det sat ind i en verden, der summer af kaos med tusinder af bands, der gerne ville have spillet til den egentlige festival, men ikke kan komme til og derfor bare står og larmer i håbet om at blive hørt alligevel. Og på den anden side er storheden repræsenteret. I går repræsenteret ved Belle And Sebastian og Mogwai, der gav fantastiske koncerter på Stubb’s.
Det er virkelig svært at forklare, men for dem, der har været på Roskilde Festival og kender den hersens besynderlige rus: konstant er man en smule tipsy …glad, træt og vågen, med et smil på læben og en ny sans for at lade verden passere for sine fødder som en doven flod. Gang det med tusind og få følelsen af Austin. Spæd det op med 2-dollar drinks og overdreven BBQ (se billedet af Ebbe, der forsøger at klemme det sidste ned) og følelsen af at være med til noget rigtig rigtig stort…

Lige nu er Austin det bedste sted i verden. Hurra. Send flere penge…

Kjærligst,

Kong Gulerod m. Band

En summen i maven, natsværmere tror jeg (sommerfugle er ikke og har aldrig været rock). Efter den store succes med bookere, pladeselskaber og David Bowies producer i New York skulle det egentlige slag for epo-VVV slås. Som alle, der har været på SXSW ved, er det ikke blot en hyggelig festival med god musik, men også en blodig slagmark, hvor krige om pladeselskabernes, journalisternes og bookernes opmærksomhed bliver ført, med vindere og tabere på alle sider. Derfor var det ikke kun en regulær koncert, der skulle spilles. Alt skulle klappe, og alt skulle klares, og epo måtte spille som Satans Yngel på dets bedste dage. Det kan lægge et hårdt pres på selv de største, men nogle gange skærper presset simpelthen bare ens fokus.
En perfekt lydprøve, en perfekt opstilling, et perfekt humør. Forventningerne dryppede fra loftet og ned ad væggen. Og fra første tone til sidste buk var det den bedste koncert, der nogensinde er spillet i epos historie. Det var så smukt! Det var så smukt at se David Fricke fra Rolling Stone rocke med, smile begejstret og skrive noter som en flittig myre. Det var så smukt at se de vuggende amerikanske pladeselskabsfolk være med os hele vejen. Det var fabelagtigt at se de australske og japanske blive mere og mere overbevist. Og det var så dejligt at se, at helt almindelige mennesker var i vores hænder, og at vi var i alles ører.

40 minutters benhård succes. Alle anstrengelser værd. Uanset hvad der kommer ud af det, er det her stort; hverken mere eller mindre.

Tak for dans,

Dronning epo m. band

Dagbog 20.03.06
Med maven forberedende badutspring et sted langt oppe i halsen på et fly i kraftig turbulens over Midtvesten skriver jeg første del af syvende kapitel i epos tur til hinsidan.

Fordi vi er sådan nogle sparetanter, hvad angår vores flybilletter, havde vi fået dem med afgang fra Austin kl. nissehat med flødeskum om morgenen. Efter en nat med regulært vandfald fra den texanske lyn-oplyste himmel og ingen søvn gik turen mod det Europa, vi var begyndt at savne. Man bliver let mæt i USA. Mæt af musik, mad og
minder for livet.

Imidlertid havde djævlen i egen høje person valgt at drive gæk medretfærdigheden, da det viste sig, at flyet var overbooket på det groveste. Idet Ebbe og Jessi (fra Crunchy Frog) var kommet om bord, blev dørene resolut lukket i næsen på de øvrige og temmeligt forbløffede epo-medlemmer med lydmand. Uden Kubi-mor og Yebo-far! Hvor ensom kan man ikke blive? Alene i Austin. Glemt af hele verden.

Nogen måtte betale for denne vanskæbne. Og det blev Richard fra Delta Airlines, der gennem 12 stride timer forsøgte at finde et barmhjertigt fly til os. 4 gange blev vi beordret om bord på en maskine og dernæst venligt, men bestemt ledt ud igen. Sådan nogle narrefly på futmælk.

Endelig måtte den hårdtarbejdende mand ved skranken resignere og give op. I stedet for at tage hjem, tager vi nu til New York, dagen efter bliver det Boston, og om to dage går turen til København. Jøsses. Det lyder måske en lille smule eksotisk…? og sådan er det jo også.

Charmen ved at rejse er til tider at fare vild, så man selv må finde udveje.

Vores bagage ligger og ruller rundt i klodset vals på et transportbånd i New York, og vi skal på hotel og slås med puder og drikke hele minibaren. For midt i det hele ringede Yebo fra London og fortalte os noget meget, meget fint…

Dagbog 21.03.06
Trætte, på grænsen til udmattede ankom vi til JFK. Sultne, fordi Delta kun serverer en kiks pr. person. Men der var ikke tid til at spise … sådan starter anden del af syvende kapitel. Al vores gear – guitarer, keyboards, pedaler osv. var fløjet fra os med det fly, der ikke ville have os med. Egentlig skulle det hele til København, men fordi vi ikke nåede flyet til Island, ville vores habengut blive taget fra og lagt i en snedig hule, der er snedig, fordi den er så hemmelig, at ingen – ikke engang lufthavnspersonalet – aner, hvor den er. Grunden til, at vi ikke havde tid til at spise var altså, at vi skulle have vores uerstattelige gear udleveret. Og det fik vi ikke. For det var i den hemmelige hule. Som ingen viste, hvor var. Jøsses. Min guitar … men den næste morgen skulle det hele nok være der, blev vi lovet.

Fælt skuffede og med bange anelser tog vi til vores hotel i Queens, der lovede godt, idet det lå ved siden af en fabrik og et 50 meter højt bjerg af vejsalt. Hotellet syntes at overleve på folk som os, der fik deres ophold betalt af flyselskabet, for de havde en speciel buffet til kun 3 dollars inkl. drikkevarer til de stakkels forsinkede, fortumlede og fortvivlede antipassagerer. Hurra! Al maden så godt ud, smagte underligt af mug og gav en regning på 107 dollars. Maden var billig, men desserten var dyr. Sådan er det jo. Ved I nok. Pudekamp og minibar aflyst. Godnat.

Morgenen kom uden penge til morgenmad og uden tid til at se nærmere på saltbjerget eller fabrikken. Vi måtte have vores instrumenter og kufferter. Eller … nårh nej. De var jo gemt i den hemmelige hule, som ingen aner, hvor er.

Videre til Boston, hvor Mikkels Visa-kort bliver snuppet, Hans Emils pas bliver væk, og tålmodigheden med verden så småt rinder ud.

Men det er altså stadigvæk meget, meget fint, det dér, som Yebo ringede og fortalte…

Dronning Ronny m. band

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s